Vælg en side

Dog er vi først blevet kærester i januar

Vi har mødt hinanden på Bøvling fri- og Idrætsefterskole da vi gik der i 06/07. Dog er vi først blevet kærester i januar 2009. Vi flirtede en del på efterskolen men blev dog aldrig til mere da nogle bildte jeg, Anita, ind at Emil havde en kæreste hjemme i Grønland så jeg trak mig og fik en anden kæreste. Da jeg så blev single i efteråret 2008 begyndte Emil at skrive til mig og de gamle følelser begyndte lige så langsom at komme igen. Og det skulle vise sig at Emil faktisk hele tiden havde været single på efterskolen – så jeg skulle bare have spurgt ham i stedet for at trække mig. Men nu næsten 9 år senere har vi et dejligt liv sammen med hus, hund, bil, faste jobs, en dejlig datter, Leonora, på 1 år og i sommers gik Emil på knæ på min fødselsdag.

Vies i Holstebro Sognekirke

Den 25. august 2018 kl. 13.45 skal vi vies i Holstebro Sognekirke. Anita er konfirmeret i denne kirke og vores datter blev i år døbt i den samme kirke. Præsten som skal vie os, Søren Nielsen, er den selv samme præst som har konfirmeret Anita og som skulle have døbt vores datter, men blev dog forhindret grundet sygdom.

Bryllupsfest skal holdes på Hotel Nørre Vinkel i Lemvig

Vores reception samt fest skal holdes på Hotel Nørre Vinkel i Lemvig. Vi havde længe været på udkig efter et festlokale men vi havde mange ønsker og kunne ikke blive helt tilfredse når vi så forskellige locations. Anita hørte en radioreklame omkring Hotel Nørre Vinkel og vi aftalte en dag med dem vi kunne få lov til at se Hotellet samt deres festlokaler. Og her blev alle vores ønsker opfyldt. Vi var solgt! Smukke lokaler, en gammel ladebygning der var renoveret og har synlige loftbjælker samt et imødekommende personale.

Sommerbryllup

Til vores sommerbryllup har vi inviteret 77 af vores nærmeste familie og venner som vi håber der alle kan komme og fejre den store dag med os.

Vores bryllupskage

Vores bryllupskage skal Anitas lillesøster, Mette, levere. Anitas søster er nok det man vil kalde for en amatørbager og hun er enorm dygtig og kreativ til at arbejde med fondant. Så der var ingen tvivl om at hun skal kreere den 5 etager høje kage. Dog har vi sat hende på prøve da vi ønsker at få kagen overtrukket med marcipan – den udfordring er hun heldigvis helt med på.

Vielsesringene

Vielsesringene har vi endnu ikke fundet. Men vi har en idé om at vi skal igennem Holstebros smykkeforretninger hvor vi håber at finde nogle der falder i vores smag. En ting der er helt sikker et at vi godt kan lide ringe der har en mat overflade, de skal være i hvidguld og Anita skal gerne have 1 sten eller 2 i hendes ring.

Brudekjolen

Brudekjolen skal Anita på jagt efter sammen med sin mor og 2 søskende til februar. Den 17. februar skal de til Humlum kjoleforretning hvor hun håber at finde drømmekjolen. Hun har mange ideer, men er også meget selvkritisk. Så hun kan tit finde noget der er pænt på en bøjle men når hun får det på kan det ikke gå hurtigt nok før hun får det af igen. Men Anita har hørt de er rigtig dygtige og professionelle i Humlum kjoleforretning så hun håber det kommer til at gå godt. Men hun er næsten 110 % sikker på at hun skal have en brudekjole der har det smukke tattoo effekt bagpå ryggen og så en a-line kjole.

2 muligheder til vores bryllup

Emil er en herre der har styr på moden og han ved hvad han vil have og hvad han ikke vil have. Men han står dog og vakler imellem 2 muligheder til vores bryllup. Mulighed nr. 1 er et skræddersyet jakkesæt han har fra da vi var en tur i Kina sammen i 2013. Emil har tabt sig omkring 10 kg. Siden da så han vil forhøre en skrædder i Holstebro om hun kan sy jakkesættet ind samt være behjælpelig med at sy en skorte og vest til. Mulighed nr. 2 er et skræddersyet jakkesæt m. skjorte og vest som han tænker SuitsYou by Sjölin skal stå for. Men han ved jakkesættet skal være mørkeblåt så må vi se hvad han ender med at beslutte sig for.

Bryllupsmesser

Mht. Bryllupsmesser skal vi deltage i bryllupsmesse på Grand Hotel Stuer den 4. februar 2018. De afholder en bryllupsmesse i samarbejde med Humlum Kjoleforretning og lokale samarbejdspartner. Det ser vi frem til da vi håber at kan få noget mere inspiration, især i forbindelse med vielsesringene.

En professionel fotograf, med en passion for bryllupper

Vi vil gerne have en bryllupsfotograf, da vi har et stort ønske om at få en professionel fotograf, med en passion for bryllupper, til at følge os fra vielsen til brudvalsen. På den måde kan vi få foreviget vores store dag med nogle smukke billeder og nogle billeder der kan vække minder og et smil frem på læben frem – og hvad vi har set i jeres portfolio er vi ikke i tvivl om at det vil I kunne.

%d bloggers like this: